Sensommer

Sensommer er tid til omsorg - Er der brug for at du drager omsorg for noget særligt lige nu?

Vi kan både se og mærke at årstiden skifter i disse dage, og dermed balancen mellem yin og yang. Lige nu er der lige meget af begge energier i naturen, vi er i sensommeren med pilen pegende stærkt mod efterår. Har du haft fart på hele sommeren, eller mange opgaver i luften efter ferien, kan det være at du mærker at du har brug for at sætte tempoet en smule ned nu.

Jordelementets energi (TCM) rummer evnen til at mærke os selv og hvad vi har brug for, og er samtidig empatien i forhold til at mærke hvad andre har brug for. Kender du følelsen af, altid at mærke alle andres behov før dine egne, kan det være godt at tænke at jordelementet i balance er en cirkel der også tillader energien at vende hjem og derved mærke dine egne behov også. Måske kender du udtrykket at have en indre radar der scanner rummet for hvordan andre har det  så nemt som ingenting? Jordelementet er det “søde” element og har du “radarevnen” er det er godt at huske på, at udover at være sød mod andre, skal du også huske at være sød mod dig selv.

Jordelementet kan blive belastet af at der ikke er nogen grænser for hvor meget du fx arbejder, studerer eller passer på andre. For meget skærm kan også dræne din (mentale) energi. Det kan være balancerende at acceptere at du ikke kan handle dig ud af alting, at du også er nødt til at nære dig selv, og finde en balance mellem at gøre og være for at have et stabilt fundament. Accept, tålmodighed og sindsro er gode ord at have med dig i september for at styrke din energi.

I ubalance, når der er stress i kroppen, vil der ofte være symptomer som bekymringer og tankemylder der kører i ring, låst åndedræt, ondt i maven og præstationstanker. Eller at det simpelthen er svært at mærke dig selv. Træthed og tunghed i musklerne. Stor lyst til søde sager. Det er en tilstand, som du kan gøre noget ved. Det hjælper at få energien ud af hovedet og nedad i kroppen - det vi også kender i daglig tale som begrebet jordforbindelse. Kropsterapi og NADA er værktøjer som arbejder med at balancere energien. Det ændrer din indre tilstand og giver dig en pause hvor du bedre kan mærke dig selv, hvilket giver mere nærvær og følelsen af plads og nye muligheder.

Øvelser du kan lave hjemme til at balancere energien lige nu:

5 min. kropsmeditation

Hvad gør du:

Stå med fødderne i hoftebreddes afstand eller sæt dig på gulvet. Luk øjnene - mærk jorden. Tænk på en varm gul / orange farve der spreder sig, gennem hele kroppen hele vejen ned til benene og fødderne på ind og udånding. Læg nu hænderne på maven, og mærk hvad der sker under hænderne. Er der bevægelse, uro, ro? Varme, kulde?  Afslut med at lægge en af hænderne på maven og den anden hånd op på brystkassen ved hjertet og nyn gerne på udåndingen langt dybt og roligt “mmm” 5-6 gange. Vibrationen fra stemmen skaber kontakt og mere ro i kroppen; du bruger stemmens vibration til at lave en “klangmassage” indefra. Øvelsen stimulerer vagusnerven, som styrer kroppens evne til at falde til ro ved at aktivere det parasympatiske nervesystem. Den sender besked til hjernen om at der er tryghed og ingen fare.

Effekt:

Åndedrættet bliver dybere og der kommer mere klarhed i dine tanker, du kan begynde at mærke dig selv. Nervesystemet skifter tilstand.

Tip ved meget mental eller fysisk uro:

Bevæg dig imens du laver ovenstående meditation, gå en lille tur imens du nynner med fokus på en gul farve, eller lav den som beskrevet; stående og ryst arme og ben. Lav gerne cirkler med bækken og brystkasse undervejs. Slap af i kæbe, nakke og lænd på en udånding og ryst hele kroppen igennem igen tilsidst, så steder hvor energien er stagneret kan bevæge sig.

Der er forskel på at lukke af for ubehag - og på gradvist at kunne mærke det og være med det. Træn det sidste, det frisætter energi til dit liv her og nu.

Next
Next

Forår