Stress…

Stress kommer når du har forladt dig selv, og dermed er ude af kontakt med hvem du virkelig er. Når noget er blevet for småt til dig, eller for stort, når noget ikke rigtig passer længere. Det er ihvertfald min klare oplevelse af stress...

Når du har forladt dig selv, for at passe ind i en illusion der ikke passer til virkeligheden og den du er. Når du ubevidst, eller bevidst, lever i lidelse dag ud og dag ind, uden at kunne gøre noget ved det. Så kommer der smerter, vrede, sorg eller angst. Alt sammen symptomer på at noget i dit fundament skal justeres, og det du mærker/føler er kroppens måde at hjælpe dig til at lytte og skabe en forandring.

Accept af tingenes tilstand er første skridt til at ændre noget som helst, og dernæst måske accept af at situationen ikke kan ændres eller at du har svært ved at acceptere det der er. At acceptere at det at være menneske nogen gange er hårdt, krævende og udfordrende er en kunst - og en lettelse…Men livet er også en bevægelse. Alt levende har en bevægelse. Årstidernes skiften er et udemærket billede på hvordan intet forbliver det samme særlig længe og samtidig er hinandens forudsætninger. Intet forår uden efteråret hvor frøene bliver kastet til nyt liv det kommende forår.

Så den bevægelse, hvis den stivner eller bliver holdt fast, så er du mindre vital, og du bliver hurtigere træt og drænet. Det samme gør sig gældende hvis bevægelsen er for kraftig eller hurtig så bliver du udbrændt hvis du glemmer at du også skal restituere. Men i begge tilfælde holder du dig selv fast og lukker ned for den del af dig der er nærværende istedet for at følge livets naturlige bevægelse.

Åndedrættet skaber kontakt til de områder hvor du har lukket dig selv ned. Derfor kan jeg også altid høre på stemmen hvis der er noget galt. Stemmen er nemlig båret af åndedrættet, og udtrykker hvordan du har det. Det hænger uløseligt sammen.

Derfor er der mange stressramte vis stemme ændrer fuldstændig karakter i en periode. Den bliver klemt, svag eller skinger og føles anderledes end den plejer.

Foråret er den tid på året hvor alting spirer frem og du får lyst til at smide vinterjakken. Men det kan også være en sårbar tid fordi der pludselig kommer så meget lys på det der måske ikke skulle have været med på rejsen gennem vinteren, eller det der måske skulle have være taget hånd om og nu banker på - rigtig hårdt. Måske krakelerer facaden, og så kan det være en hjælp i processen at huske på at det netop er i sprækkerne lyset kommer ind…Der du langsomt begynder at leve igen hvis du har været stivnet som menneske! Jeg har været begge dele - helt stivnet og helt levende - og hvor skræmmende sårbarheden end kan føles at invitere ind, så siger erfaringen mig at det altid er der i sårbarheden at jeg kan mærke mig selv igen, og føler mig hel.