Jeg er 46 år og lykkeligt gift. Vi bor i Brønshøj og har 3 børn i alderen 10-16 år og en slædehund :) Jeg holder af at spille musik, spille badminton og at være sammen med min familie og venner så meget som muligt. Nyde livet. For nogle år siden, var alt ikke helt så roligt og idyllisk som det kan lyde nu, da et af mine børn igennem en længere periode havde voldsom angst/OCD og vi voksne begge havde stress i en grad så alt i vores liv var ved at falde fra hinanden. Der kom en storm forbi og fundamentet vaklede i den grad. Det kan du læse mere om længere nede. Den korte version er at vi klarede den, og kom samlet og styrkede ud på den anden side. Det var ikke nemt, men belønningen var frihed, istedet for at være fanget i præstation og hamsterhjul. På den måde er jeg idag taknemmelig for den proces jeg/vi har været igennem, og for at jeg i dag kan arbejde med at hjælpe andre. Det er så meningsfuldt på alle planer for mig. Mit liv er selvfølgelig ikke rosenrødt idag, der er stadig løbende nye udfordringer, men der er plads til glæde og nærvær… de ting jeg savnede mest dengang stress og angst havde overtaget i mit liv.

Op igennem mine 30´ere og indtil jeg som 40-årig gik ned med et stille brag, var mit liv et evigt indre kapløb om at præstere mere og bedre på alle planer. Men jeg var aldrig rigtig glad uanset hvad jeg opnåede og hvor mange uddannelser jeg tog, hvor mange børn jeg fik eller hvilket arbejde jeg havde. Inderst inde var jeg bange for at blive afsløret som uduelig, på trods af at jeg altid har været virkelig dygtig til mit arbejde og haft nemt ved det meste. Men jo mere jeg opnåede, des værre fik jeg det, for præstationspresset voksede. Da jeg blev 40 år flyttede vi i et hus, som reelt viste sig at være et håndværker-tilbud. Jeg sprang ud som selvstændig et par måneder senere og så blev et af mine børn pludselig alvorligt syg af angst og stress, derefter blev min mand syg af stress og tilsidst faldt jeg selv som den sidste dominobrik. Vi var simpelthen "familien stress", og jeg var endda kropsterapeut og jeg havde alle redskaberne til at undgå det, troede jeg - jeg blev klogere.

Jeg startede, som de fleste, i det etablerede sundhedssystem hvor jeg blev henvist til udredning hos en hjertelæge. Efter uger med elektroder, diverse scanninger og blodprøver, fik at vide at jeg var fuldstændig rask og bare skulle ud over stepperne og igang med mit liv.

Men sandheden var, at jeg ikke kunne noget som helst.  Jeg var udmattet, mit humør var ude af kontrol og det gik ud over min familie i en grad som var ubærligt og skamfuldt, fordi det var vigtigt for mig at der var god stemning eller i det mindste en ordentlig tone i mit hjem overfor børnene.

Men jeg kunne ikke leve op til mine egne idealer. Jeg kunne ikke sove om natten, og ikke vågne om morgenen. Min krop sitrede altid indvendigt eller udvendigt, uanset hvor meget jeg prøvede at finde ro. Jeg kunne ikke "mærke" min krop, havde angst, tvangstanker eller i bedste fald bare tæt tåge i min hjerne som gjorde det umuligt at koncentrere mig.

Jeg, som altid havde været i god fysisk form, blev nu syg i flere uger af blot at dyrke lidt yoga, mine muskler var svage og blev ikke stærkere af træning, jeg tabte mit hår i store totter og havde flossede negle, jeg kunne ikke huske navne, aftaler eller lære nyt stof.

Jeg var altid småsyg og kunne ikke trække vejret ordentligt på trods af at jeg har studeret netop åndedrættet indgående som sanger. Min stemme var svag, klangløs og den knækkede konstant eller forsvandt.

Jeg fandt efterhånden ud af at jeg led af binyrestress, populært kaldet udbrændthed.

Jeg investerede heldigvis i hjælp andre steder, meget hjælp, fra mange - jeg uddannede mig og var selv i behandling og det virkede.

Summa summarum så skulle fundamentet på alle planer styrkes. Det er det i den grad blevet, og jeg og hele min familie har det idag rigtig godt. Der er blevet bedre balance. Jeg har fået frihed, istedet for at være fanget i udmattelse, præstation og hamsterhjul. Jeg kan sagtens falde i fælden og blive stresset, men jeg sidder ikke fast, og tror ikke længere på de samme ting. Gamle traumespor har mistet deres magt. Systemet er blevet opdateret, så jeg kan mærke min krop og hvad jeg har brug for. Jeg har lært at lytte og passe bedre på mig selv. På den måde er jeg idag taknemmelig for den proces jeg har været igennem, glad for at min krop passede på mig og trak i håndbremsen. Selvom jeg havde svært ved at acceptere at jeg blev syg - at jeg ikke “klarede” den - og bestemt ikke synes det var fedt at stå stille men nærmere skamfuldt, så var pausen jeg fik vigtig og værdifuld på længere sigt. En gave i grim indpakning.

Totum Podcast om angst og stemmen brugt i kropsterapi. Jeg fortæller hvordan jeg helt konkret blander mine uddannelser til min egen terapiform og deler min egen rejse som indbefatter en søn med angst lyt her