Træthed og blokering

Træthed kan skyldes en blokering i dit system. En blokering er typisk et gammelt ubevidst forsvar ofte skabt helt tilbage i barndommen som har til opgave at passe godt på dig, fordi din hjerne engang har erfaret at en situation var farlig/ubehagelig for dig - det vil den gerne beskytte dig fra at opleve igen. En blokering har til hensigt at passe på dig. Hvis vi er stressede går vi ubevidst tilbage til gamle strategier der tidligere har virket. Vi kan blive stressede når der er meget udvikling. Nogen gange i vores udvikling er der brug for at skabe mere plads til at være dem vi i virkeligheden er uden gamle blokeringer.

Står du lige nu overfor en større udfordring eller udvikling i dit liv og reagerer din krop med ekstrem træthed? Har du været et smut forbi lægen og fået tjekket at du ikke er syg? Kommer det “belejligt” på den måde at du ikke kommer igang med noget nyt eller krævende der står foran dig?

Måske sker der blot det at din krop sparer energi op på forhånd til den udfordring du står overfor, for at du kan “levere varen”? Mange musikere, skuespillere og andre performere oplever at deres system kan gå i dvale i timerne op til en forestilling for så pludselig at kunne peake når de står på scenen. Det er ikke en blokering, men blot sund energihåndtering , ligesom at det er naturligt at hvile sig efter en meget travl periode. Her er kroppen egentlig i balance, eller den balancerer sig selv.

Jeg snakker i forhold til blokering om uforklarlig træthed, som kan dække over en angst for at gå igang med en opgave fordi den føles uoverkommelig eller ubevidst føles farlig. Når du så endelig går igang vil du opdage at du faktisk ikke er træt overhovedet, du får måske endda frigivet en masse energi ved at handle på det du har prøvet at undgå. Du havde i så fald blot en blokering på projektet. Du laver i denne situation udover at føle dig træt måske også overspringshandlinger for ubevidst at undgå ubehaget ved at være i en udfordrende situation/følelse. Eller måske går du virkelig sent i seng - så du hver dag er for træt til at handle på det der kræves - eller du glemmer simpelthen hvad du skulle selvom du har lovet dig selv at gå igang. Det kommer i mange former. Nogen kalder det selvsabotage men det er i virkeligheden et forsvar, noget i dig der gerne vil passe på dig. Kroppen ønsker altid at passe på dig!

Hjernen kan bedst lide det den kender, og den vil helst have at vi bliver hvor vi er i livet og gør som vi plejer, også selvom det ikke længere er hensigtsmæssigt for os. Hjernen er som udgangspunkt doven. Så derfor vil der ved enhver større udvikling også være ubehag, og ubehaget kommer i forskellige forklædninger og intensitet…træthed er en af forklædningerne…som værn mod forandring. Så tjek altid først om du virkelig er træt og blot trænger til at sove eller få en pause, eller om du hellere skulle undersøge lidt dybere hvad der dræner din energi og måske endda ligger som en dæmpende dyne af angst i dit system som har til formål at du dropper ideen om nyt.

Men hvad stiller du så op med en blokering der stopper dig? Kroppen taler altid sandt! Lær at forstå dens sprog ved at være nysgerrig og starte med at trække vejret helt ned i maven og lytte til din krop, mærk trætheden og/eller uroen der ofte ligger nedenunder i kroppen. Det bedste “våben” mod en blokering er bevidstheden om at den er der, dernæst kan du begynde at ændre dine mønstre. Byd den velkommen, blokeringen, og husk at den altid er der for at passe på dig, men måske har du ikke længere brug for den? Måske står blokeringen nu i vejen for dig, fordi den er forældet, du er blevet voksen og har helt andre ressourcer end du havde da du var barn? Måske har du arvet blokeringen fra dine forældre. Så istedet for at slå dig selv i hovedet over at du gang på gang hopper i fælden/blokeringen med begge ben, så sig “tak -fordi du har passet på mig”, og mærk at det skaber ro i din krop og mere kontakt. Blokeringer er i starten usynlige for os selv, det er derfor de er så effektive, vi opdager dem simpelthen ikke selv, det er sådan de er designet. Kropsterapi kan hjælpe dig med at møde dig selv, og få opdateret dine livsstrategier og få din energi tilbage.

Previous
Previous

Angst